Følstrup
En institution i Nødebo
Emanuel Kinch, direktør i ØK, købte i 1903 en stor grund af Stengården i Nødebo. Han byggede et stort og pompøst sommerhus ned mod Esrum sø. Huset kaldte han for “Fair View”. I daglig tale blev det kaldt “Slottet” af folk i Nødebo.
Emanuel Kinch ansatte piger fra den daværende åndsvage forsorg som tjenestepiger, og “Fair View “ fik efterhånden status af privat ”plejecentral” for disse piger. Senere overgik “Fair View” til et privat plejehjem for disse, og den statslige “ Åndsvage Forsorg” overtager driften.
I forbindelse med statens udlægning af Åndsvage Forsorgen i 1980, overtog Frederiksborg Amt “Fair View”, og det besluttedes at rive “Fair View” ned. Bygningen var på dette tidspunkt utidssvarende til institutionsbrug.
Bygningen blev revet ned i 1981, og over de næste 25 år opbyggedes institutionen “Følstrup”, der stod endelig færdig i 2008.
En stor del af den tidligere have er i dag bebygget med boliger beregnet for unge og voksne med særlige behov.
Øverst, stort set der, hvor sommerhuset “Fair View” lå, ligger den oprindelige administrationsbygning til institutionen “Følstrup”, den har overtaget det lokale navn “Slottet”.