Kulsvierstenen
Slaget i Gribskov i april 1945
Stenen er et minde om en dramatisk episode i 1945 under den tyske besættelse
Kulsvierstenen nord for Nødebo blev sat i september 1945 til minde om en dramatisk episode i 1945 under den tyske besættelse.
Natten til den 21. april 1945 var der arrangeret en våbennedkastning fra engelske fly til den danske modstandsgruppe Kulsvierbataljonen. Våbnene og ammunitionen skulle bruges, hvis det i krigens afslutning kom til væbnet kamp imod besættelsesmagten. Den slags nedkastninger var tidligere gået glat, men den nat gik det galt.
Der var blevet kastet ca. 36 containere, men ved udpakningen om morgenen kom det til kamp mellem en større gruppe tyske politisoldater og en snes danske modstandsfolk. To tyskere faldt, flere såredes og fire danskere blev taget til fange.
På Kulsvierstenen, doneret af godsejer Axel Jarl efter Befrielsen, citeres et vers af Carl Ploug, skrevet til minde om Slaget ved Slesvig i 1848.
Vejviser til Kulsvierstenen. (Fotograf Per Buchmann, 2015)
Kulsvierstenen set fra skovstien. (Fotograf Per Buchmann, 2015)