Café Slotsbio
Slotsbiografen, Hillerøds 3. biograf
Biografen på Frederiksværksgade 11C over for slottet åbnede 2. december 1925. Bag opførelsen stod lærer Alfred Gadmar.
I 1929 tog Slotsbiografen et modigt skridt og blev en af de første i Danmark til at vise tone- og talefilm. Da biografdirektør Johannes Hansen døde i 1938, blev biografen videreført af hans bror, Jacob Peter Hansen, men fra 1940 blev driften overtaget af Johannes Hansens enke, Yelva Hansen, som også ejede bygningen. I 1946 valgte Yelva Hansen igen at overlade driften til Jacob Peter Hansen.
Den 15. februar 1957 skiftede Slotsbiografen hænder, da kgl. balletdanser og -regissør Svend Karlog overtog biografen. Han stod bag en omfattende modernisering og teknisk fornyelse af biografens udstyr. I 1967 blev Preben Pynt Andersen indsat som daglig leder, og biografens navn ændredes til blot at hedde Slotsbio.
Cafe Slotsbio
I 1984 blev Slotsbio solgt til ”Den selvejende institution Slotsbio”, og herefter indledtes det frivillige fællesskabs samarbejde, som kom til at skabe Café Slotsbio som kulturhus. Ud over kvalitetsfilm blev der ambitiøst satset på livemusik, teaterforestillinger, foredrag og kunstudstillinger, og foyeren blev efter renovering til en meget anvendelig café.
Økonomien kneb det undertiden med, men trods kriser igennem årene overlevede Slotsbio som den eneste af Hillerøds tre gamle biografer. Som kunstbiograf og kulturhus, med støtte fra Hillerød Kommune og et væld af frivillige, kunne Café Slotsbio i 2025 fejre 100-års jubilæum. Driften står foreningen Café Slotsbios Venner for.
Café Slotsbio 2024. (Fotograf: Per Buchmann. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek)
Læs mere om Hillerøds biografer her: KOSMORAMA og Bio Torvet


