Dammegaard
En af de gamle gårde i Freerslev
Dammegaard ligger på Gadekærvej nr. 2 i midten af Freerslev landsby. Den har sit navn fordi den angiveligt lå omgivet af 4 damme, og endnu ligger gadekæret ved gårdens indkørsel.
Gården er en af de 7 gårde, der blev liggende tilbage i landsbyen efter udskiftningen i 1785.
Allerede d. 28. november 1790 fik fæster Christen Tommesen kongeligt arvefæsteskøde på Dammegaard.
Gården har siden da været i familiens eje, idet Christen Tommesen var 4 x tipoldefar til den nuværende ejer Niels Jørgen Jensen.
I 1851 tilkøbtes jord fra Baunegården overfor, der blev lagt under Dammegaard.
Gården fik en ny staldlænge i 1882, men ellers lå der en gammel bindingsværksgård på stedet frem til 1929, hvor murermester Vilhelm Hansen fra Nørre Herlev stod for bygningen af et nyt stuehus. Det vi kender fra i dag (2025).
Udover planteavl, fedekvæg og grise har Dammegaard i flere slægtled haft en tradition for avl af Frederiksborgheste.
Dammegaard set fra haven 2025 (Foto: Per Buchmann)
En af de 4 damme, der har givet Dammegaard dens navn 2025 (Foto: Per Buchmann)


