Reventlow-monumentet
Frihedsstøtten i Frederiksborg Slotshave
Hillerøds frihedsstøtte står nord for Runde Dam i Slotshaven og indgår i Barokhavens symmetriske plan. Den er rejst 15. august 1888 til minde om en vigtig begivenhed i landboreformernes historie i 1700-tallets slutning.
Den 15. august 1788 overdrog statsminister, grev Christian Ditlev Reventlow (1748-1827) på Frederiksborg Slot arvefæsteskøder til 15 nordsjællandske bønder. Derved fik bønderne større frihed i forhold til deres ejendomsret, og monumentet skal ligesom Frihedsstøtten i København minde om dette skridt i bondefrigørelsen.
Hillerøds frihedsstøtte er udformet af billedhuggeren Axel Frederik Pacht (1847-1898). På forsiden af obelisken er anbragt en portrætmedaljon af Reventlow, og ved monumentets fod står frihedens gud med en fakkel i hånden. På soklens sider står to vers, formet af førstelærer Søren Abrahamsen (1852-1912). Navnlig det ene vers har fået status som bevinget ord: ”Vi vil skrive i Sand / Hvad de Gamle led / Men i Sten hans Navn / Som for Frihed stred”.
Lærer Søren Abrahamsen stammede fra Roskilde, men via flere af hans brødre havde han nære relationer til Hillerød.