William Sophus Dahl
Nødebos store mæcen
William Sophus Dahl (1842-1910) opbyggede i anden halvdel af 1800-tallet en stor VVS-grossist virksomhed sammen med sin bror. (Brødrene Dahl)
Han kom en del af sin ungdom i Nødebo, da hans forældre havde et hus her, og i 1883 købte han Nødebogård og Baunebjerggård, som han brugte som lystgård.
Nødebogård Kildeportvej 20 (Foto: Per Buchmann 2022)
Han købte de huse, der lå øst for Nødebogård og rev dem ned, da han ville have fri udsigt til Esrum Sø. Han købte Bakkegården i 1903 og forærede denne til Nødebo-Gadevangs menighedsråd under den forudsætning, at gården skulle være den fremtidige præstegård. Han købte Nødebo kirke i 1905 og renoverede den kraftigt (ikke så heldigt, da en del af kalkmalerierne gik tabt). Han døde i en trafikulykke i 1910. Hans datter Ida overdrog kirken til Nødebo Sogn i 1919.
Nødebo Kirke (Foto: Per Buchmann 2021)