Frydenborg
Lystslottet, der forsvandt
Det lille slot, fra Frederik 2.s tid i 1500-tallet, lå i Lille Dyrehave nord for Frederiksborg Slot.
Som lystslot og jagtslot blev det bl.a. brugt til kongelige fester, og i området blev der i 1640’erne opdrættet kaniner. Under Christian 4. forfaldt det efterhånden, og det blev revet ned i 1667-1668, men dets navn holdes i live, især via vejnavnet Frydenborgvej og spejderområdet Frydenborg, Frydenborgvej 19-25.
Spejderområdet Frydenborg, Frydenborgvej 19-25. (Foto: Per Buchmann, 2019)
Lille Dyrehave strakte sig dengang længere nordpå mod Tyske Plantage og Odderdams Vang, og lystslottet Frydenborg lå et sted i den vinkel, der lige syd for det tidligere Hillerød Teglværk dannes af Frydenborgvej og Gribskovbanen.
Nationalmuseet foretog i 1911 en udgravning, der viste, at slottet havde haft en rektangulær grundplan. Det havde skifertag og var forsynet med runde hjørnetårne og mange karnapper.
Dets præcise udseende kendes ikke, men det kan have lignet slotsruinen Grøngård ved Tønder (bygget ca. 1570).
I 2021 blev der igen foretaget arkæologiske undersøgelser i området ved Frydenborgvej.

