Julius Larsen & Søn
Firma gennem fem generationer
Grundlæggeren var trætøffelmager Lars Petersen, som i 1844 overtog en ejendom i Slotsgade, matr. nr. 178. Han var født i Esbønderup, døbt 27. maj 1813, og døde i Hillerød 18. januar 1869.
Hans søn Hans Julius Larsen, tøffelmager, født 19. februar 1849 i Hillerød, død 30. juli 1911, drev firmaet videre og opdelte det i 1909 i to dele. Sønnen Laurits Christian Alfred Larsen, født 21. november 1881, død 26. december 1941, overtog afdelingen med kul, støbegods og isenkram, Slotsgade 32, mens sønnen Peter Julius Larsen, født 1. december 1873, død 22. februar 1925, overtog afdelingen med træskomageri og trælast, Slotsgade 34.
Slotsgade 32, 2026 (Foto: Per Buchmann)
Alfred Larsens søn Svend Julius Larsen blev født 21. maj 1920. Han drev virksomheden videre og stod i 1972 bag omdannelsen til aktieselskab. Firmaet, der havde speciale i varme- og sanitetsløsninger, flyttede i 1969 adresse til Milnersvej 45. Svend Julius Larsen døde 17. april 1988.
Hans sønner Peter Julius Larsen, f. 26. februar 1946, og Jens Julius Larsen, f. 9. januar 1948, trådte ind i virksomhedens ledelse. Peter Julius Larsen trådte ud af bestyrelsen i 2002, mens Jens Julius Larsen fortsatte i direktionen. Julius Larsen & Søn A/S blev opløst i 2004 og gik efter salg til Lemvigh-Müller A/S.
Milnervej 45, 2019 (Foto: Per Buchmann)


