Skip to main content

Filtrer artikler

Karlebo Overdrev

Karlebo Overdrev
Vidensalderen 1993- idag, Velfærdsstaten 1946 - 1992, Besættelsestiden 1940 1945, Mellemkrigstiden 1921 - 1939, Demokratiseringen 1849 - 1920, Sen enevælde 1788 -1848
Haver
Kolonihaver i ”Kana”, 2019. Foto: Per Buchmann, Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek.
Kolonihaver i ”Kana”, 2019. Foto: Per Buchmann, Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek.

Kolonihaveforeningen ”Kana”

Den 1. april 1962 blev Karlebo Overdrev efter en beboerafstemning indlemmet i Hillerød købstadskommune, men den historiske tilknytning til nabokommunen blev bevaret i navnet. Selv om området ligger yderligt i forhold til både Hillerød og Karlebo, føltes nærheden til Hillerød størst. Siden 1976 ligger kolonihaveforeningen ”Kana” her.

Overdrevsjorden var i 1700-tallet uopdyrket og fyldt med små tørvemoser og krat. Jorden hørte under Karlebos bønder, men blev i 1795 opkøbt af Rentekammeret (svarende til Finansministeriet) og overladt til egnens husmandsfamilier. De blev således de første ”statshusmandsfamilier” i Danmark. De knapt 400 tdr. land blev opdelt i ca. 80 smålodder, men det viste sig snart, at dyrkning af jorden dårligt kunne ernære en familie. Det medvirkede til, at beboerne gennem tiden fandt på alternative løsninger, fx kulsvidning, løst arbejde i skoven (Store Dyrehave) eller i Hillerød. Før i tiden fik overdrevets folk ry for krybskytteri og tyverier.

Fælleshuset i Kolonihaveforeningen ”Kana”, 2019. Foto: Per Buchmann, Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek. Fælleshuset i Kolonihaveforeningen ”Kana”, 2019. Foto: Per Buchmann, Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek.

Haveforeningen ”Kana”, stiftet 25. oktober 1976, har navn efter missionshuset ”Kana”, bygget i 1897. Huset, som nu er ombygget til haveforeningens fælleshus, har sit bibelske navn fra det sted, hvor Jesus udførte sit første mirakel ved at forvandle vand til vin under et bryllup. De 80-90 kolonihaver svarer i et vist omfang til de tidligere jordlodder.

Karlebo Overdrev. 1901-1945. Karlebo Overdrev. 1901-1945.

Adresse : 15, Kulsviervej, Kongens Vænge, Hillerød, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden, 3400, Danmark

Kilde: Claus Schjøtt-Olsen ”Karlebo Overdrev”, Fra Frederiksborg Amt, årbog 1987, s. 80-87. – Trap Danmark, 6. udgave, Hillerød Kommune, s. 44. - Holger Larsen, ”Haveforeningen Kanas tilblivelse”, på foreningens hjemmeside.
Forfatter: Asger Berg

Publiceret, den:

7. februar 2026

Opdateret, den

12. februar 2026