Sagen, der forblev ukendt i 75 år

Preben Simonsen var 22 år, men først i 2019 fik offentligheden kendskab til hans navn, grunden til hans likvidering og de øvrige omstændigheder.
Dansk politi blev arresteret af den tyske besættelsesmagt i september 1944 og kunne derfor ikke efterforske drabet.
Sagen forløb efter alt at dømme sådan: Den 23. august 1944 blev Preben Simonsen skudt flere gange gennem hovedet. Det skete måske ved fundstedet, en granplantage vest for Nødebo, eller i en grøft nær Hulerød Kro ved Dronningmølle, hvorfra liget så blev kørt ned til granplantagen i Gribskov. Liget blev fundet af nogle skovarbejdere den 21. december 1944. Det havde været gravet ned, men var blevet gravet op og delvis ædt af nogle ræve.
Liget blev ført til Frederiksborg Amts Centralsygehus, det nye hospital på Dyrehavevej i Hillerød, hvor amtslægen undersøgte det. I flere landsdækkende aviser blev sagen omtalt, men ingen pårørende meldte sig. Og efter jul blev sagen ikke nævnt, heller ikke i de illegale blade.
Nogle uger senere henvendte Gestapo sig på hospitalet, hvor de identificerede den døde som Preben Kristian Henrik Simonsen. De tog liget med sig til København, hvor det blev begravet på Vestre Kirkegård ca. 15. januar 1945. Det blev nævnt i Nødebo Sogns ministerialbog, men der var stadig ingen avisomtale. Det skyldtes sandsynligvis tysk censur. 

Dobbeltgravsten i tyskerafsnittet på Vestre Kirkegård, København, hvor Prebens fornavn er stavet ”Freben”. Foto: Asger Berg, 2019.
Efter befrielsen i maj 1945 ophørte censuren, men likvideringen og mandens navn blev stadig ikke omtalt. Hvorfor blev han skudt, hvem gjorde det, og hvorfor skulle liget graves ned dybt inde i skoven? 
Svarene kom først i 2019. Renna Pedersen, f. Adamsen i 1930, havde fra sin mor en historie om ”den rødhårede”, som var blevet skudt ude i skoven. I detaljer svarede den til ovenstående forløb. Baggrunden for drabet var, at der var blevet rejst en alvorlig mistanke om, at Preben Simonsen ville angive Rennas far til tyskerne. Han havde henvendt sig til fisker og vognmand Richardt Adamsen, Munkerup, med et ønske om at blive sejlet til Sverige. 

Preben Simonsen som 14-årig konfirmand i 1936. Foto i privat eje.
Preben Simonsen havde haft forskellig modgang i sit liv, senest efter at han som ungtjener have mistet sit arbejde og sin bolig i Hornbæk, da Hotel Bondegården brændte den 20. maj 1944. Den 25. juli 1944 fik han, næsten som en slags fødselsdagsgave fra Gestapo, en tjenestepistol. Han kørte rundt som tolk for tyskerne i Gilleleje og omegn, og den 3. august 1944 blev han hvervet som assistent for Gestapo med 3 måneders prøvetid. 20 dage senere blev han likvideret.
Ville Preben Simonsen flygte til Sverige, eller ville han angive Richardt Adamsen til Gestapo? Holdt han måske på to heste? Den 25. august 1944 fortalte SS-Obersturmführer Alfred John i en telefonsamtale, at Preben var forsvundet, antagelig rejst til Sverige, og at der var forsvundet vigtige papirer med ham. John kan have troet det, eller det kan have været et røgslør, et forsøg på at mørklægge sagen.
Når sagen ikke blev efterforsket af dansk politi efter befrielsen, skyldtes det, at Preben bevisligt havde været Gestapomand. Likvideringen havde derfor været lovlig ifølge krigens love. Der var ingen interesse for at offentliggøre Prebens navn eller historien om drabet, heller ikke fra de modstandsfolk, der havde skudt ham og skjult liget.
I 2017 viderebragte Renna Pedersen sin mors version af sagen om ”den rødhårede”. Historien indgik i 2019 i artiklen ”Liget i skoven”