Skip to main content

Filtrer artikler

O. Ernst Andresen

Hillerød By
Velfærdsstaten 1946 - 1992, Besættelsestiden 1940 1945, Mellemkrigstiden 1921 - 1939, Demokratiseringen 1849 - 1920
Forretninger
Erhverv
Østergade 4 med O. Ernst Andresens Hjemmebageri, 1930. (Fotograf: Helge Rathsach. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek)
Østergade 4 med O. Ernst Andresens Hjemmebageri, 1930. (Fotograf: Helge Rathsach. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek)

Småkagefabrikken i Østergade

Firmaet blev oprindelig grundlagt som købmands- og grossistvirksomhed med byfogedens autorisation dateret 23. november 1910. Sortimentet var bredt, fra kemiske artikler som terpentin og cykelolie til sukkervarer, konfekture og kager. Sidstnævnte varegruppe blev tidligt dominerende for forretningens omsætning.
Otto Ernst Andresen var født 4. marts 1884 i Hillerød som søn af købmand Niels Andresen (1850-1927) og hustru Marie Henriette Christiane, født Ernst (1853-1922). Sønnens mellemnavn Ernst stammede altså fra moderen.  O. Ernst Andresen gik i sin fars fodspor og begyndte sin virksomhed i gården bag faderens købmandsforretning i Slotsgade 50.

Østergade 4. 2026 (Foto: Per Buchmann) Østergade 4. 2026 (Foto: Per Buchmann)
Efter kort tid flyttede O. Ernst Andresen med sin hustru Rosa Constance, f. Lippert, til Østergade 4, som i de følgende år blev adresse for både deres bolig og virksomhed. De var blevet gift 16. juni 1912, og sønnen Helge Ernst Andresen, som senere videreførte forretningen, blev født her 25. august 1913. 
Med årene blev O. Ernst Andresens virksomhed fortrinsvis en omfattende en gros-forretning inden for især småkager, skærekager og lagkagebunde. Mens han styrede produktionen, tog hustruen Rosa sig af afsætningen, der strakte sig over hele Sjælland. Moderne bagemaskiner vandt indpas, men der var stadig mange beskæftigede, og duften fra bageriet var et kendt træk ved den ende af Østergade.
På visse tidspunkter kunne forbipasserende købe poser med kasserede, ukurante småkager. Fabrikationen foregik i kælderlokalerne og et sidehus.
I sin fritid var O. Ernst Andresen amatørmusiker med fløjte og cello som sine instrumenter, og han var initiativtager til Hillerød Amatørorkesterforening.
Fabrikant og grosserer O. Ernst Andresen døde 2. juni 1942, men hans hustru Rosa og sønnen Helge Ernst Andresen førte virksomheden videre. Rosa Andresen døde 6. maj 1980. Helge Ernst Andresen døde 9. april 1988 i Charlottenlund.

Frederiksborg Biscuitbageri, Frejasvej 42. 1982 (Fotograf: ukendt) Frederiksborg Biscuitbageri, Frejasvej 42. 1982 (Fotograf: ukendt)
I 1964 flyttede O. Ernst Andresen A/S til Frejasvej 42 og markedsførte sig under navnet Slotskager. I 1972 var slægten gledet ud af firmaet, og fabrikationsvirksomheden fortsatte som Frederiksborg Biscuitbageri, mens en gros-delen blev skilt fra.

Adresse : 4D, Østergade, Teglgårdslund, Hillerød, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden, 3400, Danmark

Kilde: Svend Nielsen, Det gamle Hillerød, Bysvenden fortæller, 1981. s. 144f. - Asger Berg, O. Ernst Andresens regnskabsjournal 1910-1912, Lokalhistorisk Forening Hillerød Kommune, 4, 1998, s. 7-10. – Kirkebøger, folketællinger og CPR-register.
Forfatter: Asger Berg