Skip to main content

Christian 4.s sten

Hillerød By
Renæssancen 1537 - 1660
Monumenter
Mindestenen i Indelukket, fotograferet i oktober 2021. (Foto: Per Buchmann).

Et monument for utroskab.

I Indelukket, en del af Frederiksborg Slotshave, står det usædvanlige mindesmærke, som Christian 4. (1577-1648) lod opstille dér i 1628 til minde om Kirsten Munks utroskab.

I 1615 havde kongen giftet sig med hende til venstre hånd, og hun fødte ham i de følgende år 12 børn. Noget tyder på, at Kirsten Munk (1598-1658) blev mere og mere træt af sin 20 år ældre husbond. Hun indledte et forhold til en jævnaldrende tysk rhingreve, Otto Ludwig af Salm, og en dag i 1628 lukkede hun sovekammerdøren for kongen, en begivenhed, som kongen skrev om i breve. Desuden lod han dagen efter sætte stenen, udformet som et sæde, til minde om Kirsten Munks utroskab og afvisning. Indskriften på stenen er kongens navnetræk og årstallet 1628. Nederst står bogstaverne MM, der er udlagt forskelligt: stenhuggerens forbogstaver eller snarere datoen for stenens opstilling på Mortensdag, med henvisning til Martinus martyr. Christian 4. skrev nemlig selv, at stenen også var forsynet med dato.

Stenen står ca. 100 meter fra indgangen til Indelukket fra Kalvehavevej.

 

Kilde m.v.: Hillerødbogen, red. Anders Uhrskov, 1948 Jan Steenberg, Christian IV’s Frederiksborg, 1950

Forfatter: Asger Berg

Placering:

Adresse: Kalvehavevej 4, 3400 Hillerød