Skip to main content

Frederik d. 4's Rytterskoler

Hillerød By
Tidlig enevælde 1660 - 1787
Skoler
Uddannelse
Initiativtagere/Ildsjæle
Frederik IV

Frederik d. 4's Rytterskoler

I et forsøg på at effektivisere sin rytterhær omlagde Frederik IV alt sit krongods i de 12 rytterdistrikter, der var fordelt strategisk over hele landet.

Distrikterne fik navn efter de områder, hvor ryttergodset var beliggende, eks. Frederiksborg, Kronborg, Antvorskov, Tryggevælde osv. De 12 rytterdistrikter skulle hver stille med 12 ryttereskadroner, der hver var på mellem 100 og 150 mand( ryttere). Der blev opført/ indrettet rytterhuse( små gårde) uden jord til ryttersoldaterne og deres familier.

Allerede i 1718 foreslog sognepræsten i Hillerød og ( Nr.)Herlev, Peter Hersleb, kongen, at der blev oprettet en skole i Herlev ( fra 1918 Nr. Herlev) for ryttergodsets børn, dette forslag blev godtaget af majestæten. Fredrik IV var lydhør for tidens pietistiske bevægelse og inspireret af Hersleb og andre i sin samtid og udstedte kongen derfor, i forbindelse med sin 50 års fødselsdag d. 28. Marts 1721, en forordning om, at der skulle indrettes og opføres i alt 240 almueskoler for både drenge og piger. Rytterskoler med tilknytning til de enkelte kongelige rytterdistrikter fordelt over hele landet. Disse opførtes i løbet af de næste 5 år mellem 1722 og 1727. Det blev til i alt 241 i det Bogø i sidste øjeblik, ved kongelig resolution, også fik en Rytterskole. Den sjællandske biskop, Christen Worm, blev den egentlige drivkraft bag oprettelsen og udformningen af rytterskolerne. De byggedes alle efter den samme grundplan og med samme materialer og indretning. I 1792 gennemgik langt de fleste af rytterskolerne en ombygning / udbygning igen efter samme plan. Skolestuen blev større, ligeså skoleholderens bolig. Der opførtes et udhus, og det besluttedes at give skoleholderen jord, der udlagdes således til hver skole en jordlod på 280 td. hartkorn. Mange steder er navnet “ skolelodden” fortsat bevaret.

Tanken om at uddanne almuens børn, i første omgang ryttersoldaternes børn, havde i høj grad sit udspring på Frederiksborg Slot gennem kongen, Frederik IV og sognepræsten i Hillerød og (Nr.) Herlev Peter Hersleb.
Læs mere under de enkelte rytterskoler i Hillerød.

I Frederiksborg og Kronborg rytterdistrikter blev der mellem 1722 og 25 opført 37 rytterskoler ( oprindelig benævntes de kongeskoler).
I Hillerød Kommune opførtes følgende rytterskoler:
Nr. Herlev ( Herlev) Privat eje. Nr. Herlev Rytterskole
Gørløse. Privat eje. Gørløse Rytterskole
Skævinge. Privat eje. Skævinge Rytterskole
Alsønderup( Tulstrup). Nedbrændt i 1885. Alsønderup Rytterskole
Meløse. Privat eje. Meløse Rytterskole
Uvelse. Privat eje. Uvelse Rytterskole

 

Kilde m.v.: www.thorshøj.dk Dette website rummer en udførlig beskrivelse af rytterskolens baggrund og historie, samt beskrivelser af de enkelte rytterskoler. Der er ligeledes meget udførlige kildehenvisninger til uddybende litteratur m.m.

Forfatter: Eva Vester

Placering:

Adresse: Frederiksborg Slot, 3400 Hillerød