Skip to main content

Jørgen Kjær Simonsen

Hillerød By
Besættelsestiden 1940 1945, Mellemkrigstiden 1921 - 1939
Jørgen Kjær Simonsens gravsted på Hillerød Kirkegård, nr. C 47. Hans forældres gravsten ses forrest. Foto: Asger Berg, 2023.

Modstandsmand skudt under stikkerlikvidering

I fortovet ud for Milnersvej 22 ligger der en mindesten for den 23-årige modstandsmand Jørgen Kjær Simonsen, der omkom i forbindelse med en likvidering den 23. februar 1945.

Omstændighederne har bl.a. Elith ”Tom” Truelsen, leder af modstandsbevægelsen i Frederiksborg Amt Vest, fortalt om. Også modstandsmanden Flemming Petersen, der kendte Jørgen Kjær Simonsen som delingsleder i FDF.
Målet for likvideringen var den 38-årige tømrermester Richard Rosbæk, Milnersvej 19. Han ansås for farlig, fordi han havde truet med at angive modstandsfolk til tyskerne. Rosbæk var kendt som værnemager, og tyskerne havde i øvrigt udstyret ham med et tysk Ausweis til at bære våben.
Likvideringen var blevet godkendt af Frihedsrådets Lokalkomité og Sjællandsledelsen, og Jørgen Kjær Simonsen påtog sig opgaven. Da Rosbæk kom gående fra stationen ned ad Milnersvej til sin bolig, stod Simonsen klar på fortovet overfor. Herfra skød han på Rosbæk, der blev hårdt såret. Simonsen gik derfor over for at dræbe ham, men det lykkedes Rosbæk, der var bevæbnet, at skyde og dræbe Simonsen, som faldt om på kørebanen ud for Milnersvej 22. Rosbæk døde dagen efter på Centralsygehuset.
I begges dødsattester anføres dødsårsagen som ”Casus mortiferi in bello orti” (som en krigshandling). Jørgen Kjær Simonsen, der var født 9. januar 1922, boede hos forældrene på Margrethevej 18, 2. Han blev begravet på Hillerød Kirkegård. Rosbæks urne blev nedsat i familiegravstedet på Hillerød Kirkegård.  

Rosbks-familiegravsted Rosbæks familiegravsted. Foto: Asger Berg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adresse : 22, Milnersvej, Holmene, Teglgårdslund, Hillerød, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden, 3400, Danmark

 

 

Kilde: Mogens Hansen, ”Erindringer fra besættelsestiden, Hillerød Lokalhistoriske Forening 2-2011”. – Flemming Petersen, ”En ”Trykkerdrengs” beretning”, i Ivar Berg-Sørensen, red., ”25 kapitler af Hillerød FDFs historie 1917-2017”. – Modstandsdatabasen https://modstand.natmus.dk. – Kirkebøger.
Forfatter: Asger Berg