Skip to main content

Murer Tonny

Hillerød By
Besættelsestiden 1940 1945
Initiativtagere/Ildsjæle
Murer Tonny - i midten nederst

Tonny Hansen bedre kendt som "Murer-Tonny"

Tonny Hansen bedre kendt som "Murer-Tonny", da han var udlært murer, var en af de ledende kræfter i modstandsbevægelsen i Hillerød under besættelsen. Da Danmark blev besat 9. april 1940 var Tonny Hansen 22 år gammel, men allerede en kendt skikkelse i Hillerød.

Han var politisk aktiv og i en alder af kun 19 år blevet byleder af DKP (red. Danmarks Kommunistiske Parti). Det var derfor ikke overraskende, at ”Murer-Tonny” blev en af de helt centrale skikkelser i Hillerøds modstandsbevægelse.

Omtalt i BBC
Tonny Hansen var involveret i stort set alle aspekter af modstandsarbejdet. Han var blandt andet redaktør for det illegale blad "Ny Tid". Derudover var han dybt involveret i både planlægning og udførsel af sabotage-aktioner i Hillerød. En af de mere kendte aktioner var, da Tonny Hansen var med til at bryde ind på Nordsten-fabrikken og på den tårnhøje skorsten, der kunne ses fra det meste af Hillerød, skrive de fængende ord: ”For frihed og fred – slå tyskerne ned”. Tonny var også med i den store sabotageaktion den 4. april 1943, der var en af de tidligste eksempler på sabotage i Danmark. Det koordinerede angreb, der blev udført sammen med medlemmer af den københavnske modstandsgruppe BOPA, begyndte med, at der blev sat ild til et hørskætteri i Skævinge, men det var blot en afledningsmanøvre. For da brandvæsen og politi for mod Skævinge var modstandsfolkene klar til at slå til i Hillerød. I alt fire fabrikker blev angrebet og delvist ødelagt med eksplosioner. Aktionen vakte genlyd – ikke kun i de danske aviser – men også den britiske nyhedstjeneste BBC omtalte angrebet. Kort tid efter gik Tonny under jorden, da Gestapo var ude efter ham.

Taget af Gestapo
I 13 måneder fortsatte han kampen, mens han var på flugt, men i begyndelsen af december 1944 gik det galt. Han blev arresteret af Gestapo og ført til deres hovedkvarter i Helsingør, hvor han blev udsat for omfattende tortur. I begyndelsen af 1945 opgav tyskerne at få flere informationer ud af Tonny. Han blev sendt i kz-lejr I Tyskland. Først i Dachau, så i Neuengamme. Tonny overlevede mirakuløst krigen og kom hjem igen i april 1945, hvor han i krigens sidste dage blev en del af Frihedsrådets lokalkomite i Hillerød.

Geografiske steder: Hillerød By

Tidsperioder: Besættelsestiden 1940 1945

Placering: