Skip to main content

Frederiksborg Husholdningsskole

Hillerød By
Vidensalderen 1993- idag, Velfærdsstaten 1946 - 1992, Besættelsestiden 1940 1945, Mellemkrigstiden 1921 - 1939, Demokratiseringen 1849 - 1920
Huse
Uddannelse
Frederiksborg Husholdningsskole og elever set fra haven, ca. 1930 (Fotograf ukendt. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek)

Lindevej nr.3. Huset med flere funktioner gennem årene

Hillerød fik sin husholdningsskole i 1899, den blev oprettet af to lærerinder, Alvilda Jakobsen og Kirstine Bonde.

Frederiksborg-Husholdningsskole-Lindevej-3-Foto-1920-30-Olaf-Staunstrup

Frederiksborg Husholdningsskole, Lindevej 3. (Fotograf: Olaf Staunstrup 1920-30. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek)

 

De første par år holdt skolen til i en lejet villa, men i 1901 blev Frederiksborg Husholdningsskole opført på Lindevej nr. 3. Huset med det herskabelige udseende var tegnet og projekteret af Hillerøds daværende ”stadsarkitekt” og museumsinspektør Vilhelm Holck. 
Skolen blev indrettet med alle moderne bekvemmeligheder, både vand og gas, men i starten måtte man klare sig med gammeldags das, da det endnu varede nogle år før byens kloakering nåede frem til Lindevej. Herefter kunne husholdningsskolen i sine annoncer og brochurer også prale med ”vandklosetter”.
Skolen fik i starten ingen statsstøtte og eleverne måtte selv betale 60 kr. om måneden, altså 300 kr. for et af de almindelige 5 måneders kurser. 
Der var plads til 30 elever, og de blev inddelt i 5 ”familier”, og udover de 2 bestyrerinder var der yderligere ansat 3 lærerinder. Hver ”familie” førte egen husholdning med dertil hørende husholdningsbudget, og undervistes i planlægning af måltider og al form for madlavning, samt vask, strygning, borddækning, ja kort sagt alt hvad der hørte til for at føre en moderne husholdning i starten af 1900 tallet. 
Der blev i undervisningen lagt stor vægt på, hvordan den gode, omsorgsfulde husmoder kunne anvende hver dags rester fra frokost til middag osv. 
Frederiksborg Husholdningsskole fik en levetid på kun ca. 30 år, allerede i slutningen af 20’erne var tiden begyndt at løbe fra ”fem-the” om eftermiddagen, borddækningens kunst og middage med 6 retter og elevtilgangen skrumpede ind.
Den statelige hvide bygning på Lindevej har siden slutningen af 30’erne haft flere forskellige funktioner: Børnehjem, ”Fredehjem” for unge piger, Tyske kvindelige telefonpassere (under besættelsen), Kommunalt optagelseshjem, Børne- og ungdomspension i amtsrådets varetægt, Kommunale boliger til særlig udsatte kvinder, til i dag hvor det rummer en kommunal klub og fritidsordning.

Brnehjemmet-Lindevej-3-bnede-15-7-1947-Ukendt-fotograf

Børnehjemmet på Lindevej 3 åbner d.15.7.1947 med plads til 35 børn. (Fotograf ukendt. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek)

 

Kilde m.v.: Det gamle Hillerød. Bysvendens fortællinger. Svend Nielsen (Udgivet 1998)

Forfatter: Eva Vester

Placering:

Adresse: Lindevej 3, 3400 Hillerød