Skip to main content

KOSMORAMA

Hillerød By
Vidensalderen 1993- idag, Velfærdsstaten 1946 - 1992, Besættelsestiden 1940 1945, Mellemkrigstiden 1921 - 1939, Demokratiseringen 1849 - 1920
Kulturhuse
Kosmorama ca. 1990. (Fotograf: Jan F. Stephan. Lokalhistorisk Arkiv, Hillerød Bibliotek).

I 1915 fik Hillerød biograf nr.2

Starten på Kosmorama

I april 1912 trak vinhandler Petersen sig ud af Biografen på Torvet (Bio Torvet), som han ellers havde bevillingen til, for at etablere en ny biograf i en nyopført bygning på Slotsgade.

Åbningen forsinkedes på grund af rod i bevillingsspørgsmålet, bevillingen lå stadig deponeret i Bio Torvet. Efter en del tovtrækkeri lykkedes det ved ministeriets indblanding at få tilladelse til to biografer i byen.

Med stor annoncering åbnede Kosmorama d.3. sept. 1915.

Kosmoramas udvikling

Biografen gik godt, og efter Petersens død i 1922 overtog Anna Nielsen bevillingen. I oktober 1931 købte R.S. Holck biografen og fik hurtigt installeret et tonefilmanlæg, ligesom han I 1939 moderniserede den forholdsvis smalle biografsal.

På dette tidspunkt rummede Kosmorama ca. 200 pladser. Biografen moderniseredes igen i 1956, og ligesom på Bio Torvet kunne man nu vise film i Cinema Scope.

I 1964 reduceredes pladserne til 179 pladser, da indgangen rykkedes til fordel for adgang til nye toiletter i kælderen.

Fra 1984 fik Kosmorama et vigtigt samarbejde med UIP (United International Pictures), der betød, at selskabet gav biografen en række danmarkspremiere film.

Biografen lukkes

I 1996 fik Helsingør en ny multibiograf, og med udsigten til etableringen af et nyt biografcenter også i Hillerød, så det efterhånden dystert ud for Kosmorama. Biografen lukkede d. 21. febr. 1999, på dette tidspunkt havde Kosmorama 139 pladser.

Bygningens videre liv

Bygningen fik herefter ny facade på gadeplan og salen samt den tidligere foyer blev slået sammen med naboforretningen.

I dag (2024) er der Røde Kors butik i det gamle Kosmorama.

Slotsgade-53-Kosmorama-092024 Bygningen hvor Kosmorama lå 2024. Røde Kors Genbrugsbutik. (Fotograf: Per Buchmann. Lokalhistorisk Arkiv Hillerød Bibliotek)

 

Læs mere om Hillerøds biografer her: https://hilleroedleksikon.dk/index.php/bio-torvet og her Cafe Slotsbio (hilleroedleksikon.dk)

 

Adresse : 53, Slotsgade, Trollesbro, Teglgårdslund, Hillerød, Hillerød Kommune, Region Hovedstaden, 3400, Danmark

 

Kilde: Biografmuseet.dk
Forfatter: Margrethe Krogh og Eva Vester